Hej!

Jeg hedder Negar, og jeg er i gang  med min kandidat på Institut for antropologi. Sidste år, da jeg var på 5. semester af min bachelor, meldte jeg mig sammen med en håndfuld antropologer fra samme årgang til SLUSE, et feltkursus der fokuserer på teoretiske og metodiske tilgange til tværfaglige studier af forvaltning af naturressourcer i udviklingslande.

Jeg vil her dele mine oplevelser, både det praktiske, faglige og personlige.

Hvis du kan lide at lave feltarbejde, gerne vil ud at rejse, have nogle nye faglige udfordringer og møde en masse inspirerende mennesker, så er SLUSE noget for dig!

Du får mulighed for at opleve hvordan mennesker lever, og hvad de lever af ved at leve sammen med dem og samtidig møder du studerende og undervisere fra andre fakulteter og universiteter.

 

Kurset Sustainable land use and natural resource management (SLUSE) startede med tre ugers intensiv undervisning på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Frederiksberg. I disse tre uger blev vi introduceret til naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige metoder og tilgange, men det væsentligste var at vi blev sat sammen i grupper – på tværs af faglige og kulturelle skel, og vi fik tildelt en lokalitet i enten Kenya eller malaysisk Borneo og en partnergruppe i det pågældende land. I disse grupper skulle vi udarbejde en tværfaglig problemformulering, knyttet til den lokalitet vi senere skulle besøge. Det var en overvældende social og faglig udfordring at møde og arbejde med studerende fra andre lande og fag.

 

Jeg lærte om nogle helt andre metoder, end hvad jeg ellers har med mig fra antropologi. Blandt andet fandt jeg ud af, hvordan man kan bruge GPS til at kortlægge det område, som man laver feltarbejde i og eksempelvis sammen med informanter kan få kendskab til og skabe overblik over, hvordan de bruger det området de bor i. Jeg lærte hvordan man måler biomasse, hvordan man laver jordprøver og andre naturvidenskabelige metoder, som i første omgang virkede ret eksotisk for mig.

 

I min gruppe var der to fra Roskilde Universitet der studerede geografi og en fra Spanien og en fjerde fra Frankrig, de studerede begge lanbrugsudvikling, og så var der mig, hende antropologen. Det var ofte vældigt udfordrende at skabe konsensus, og vi havde mange diskussioner i gruppen omkring hvad vi skulle gøre. Der var både op- og nedture, og udover de faglige forskelle var der også etniske og kulturelle forskelle som gjorde, at man skulle lære nye måder at formidle og kommunikere på. Det krævede en forståelse for andre og var en ret god træning i tværfaglig arbejde.

 

Den 27. februar mødtes vi på et flot resort lignende sted (som er opkaldt efter nobelprismodtageren Wangari Maathais initiativ til at plante træer i Kenya), The Green Belt Movement lige i nærheden af Karen Blixen Museet syd for Nairobi, med vores lokale partner-gruppe som var to dyrelægestuderende fra Nairobi University. Vi kalibrerede vores problemformulering, og drog mod Witima Village for at undersøge sammenhængen mellem landbrugsdyr og økonomi. Vi ville gerne vide hvordan landsbybeboernes landbrugsdyr eventuelt bidrog til deres økonomi, og hvilke sammenhænge der var imellem dette. 

 

Nord for Nairobi i Nyeri distriktet i Witima Village en lille landsby,  boede jeg hos en værtsfamilie. De andre i min gruppe boede i den samme landsby, men vi fik mulighed for at bo hos hver vores familie.

Indtil da havde jeg blot kunne forestille mig, gennem at læse Franz Boas’, Bronislaw Malinowskis’, Margaret Meads’ og alle de andre klassiske antropologers feltarbejde, hvordan det måtte have føltes at være alene ude i felten uden at kende sproget og vide særligt meget om menneskerne. Men i Kenya prøvede jeg det, og det var interessant at mærke, hvad det gjorde ved en rent psykisk. Én ting er at læse antropologi på universitetet en anden er ”at være” antropolog i felten. Selvfølgelig var det en speciel situation da Københavns Universitet havde faciliteret det hele, og adgangen til felten blev åbnet for en på den måde, men jeg fik en ret værdifuld indsigt i et folkefærd, som jeg ellers ikke ville have kunne på den korte tid.

 

Jeg kan huske en af kvinderne i landsbyen, som var en af de ældre, omkring de 70 år. Hun var ret lav og gik tit foroverbøjet, og var altid i gang med at lave et eller andet i de små træhytter, som hendes familie boede i. Når vi kommunikerede talte hun Kikuyu, og grinede hele tiden (af mig), jeg forstod jo ikke hvad hun sagde, så efterhånden begyndte jeg bare at lade som om at jeg gjorde, og pludselig var det som om, at vi kommunikerede og faktisk kunne forstå hvad hinanden mente.

 

Under feltarbejdet brugte vi rigtig meget Participant rural appraisal, til at inddrage de lokale landmænd i eksempelvis at hjælpe med at kortlægge områder, som de ser det, tidslinjer, rangere, ”mapping” for bedre at kunne forstå konteksten. Ud over dette lavede vi spørgeskemaundersøgelser, semi-strukturede interviews, fokusgruppeinterviews, deltagerobservation, vi brugte vægt til at veje fodder, tog billeder og skrev en masse feltnoter.

Personligt foretrak jeg mest de metoder, hvor informanterne selv skulle skrive/tegne/diskutere, idet jeg synes, at det var ret givende at opdage nogle af de dynamikker der var hos dem internt, og på samme tid virkede de mere engagerede i det vi lavede, hvis de kunne vise os det ved at lave forskellige illustrationer.

 

Generelt var der virkelig mange ting, som gjorde et stort indtryk på mig. De andre studerende jeg mødte fra Nairobi Universitet og deres måder at anskue verden på blandt andet. Det åbnede op for rigtig mange spændende diskussioner, og jeg lærte rigtig meget blandt andet om hvad uddannelse betyder for dem.

I Kenya er der meget prestige i at tage en uddannelse, og vi skulle i min gruppe besøge en lokal skole, hvor vi skulle give eleverne en ”pep-talk”. Én af lærerne afsluttede det med disse ord: Hvem ved hvor I er om et par år? Måske står I, i disse folks hjemlande og læser på deres universiteter eller arbejder på forbedringer i deres byer!

 

Efter tre uger i Kenya var vi tilbage i København, hvor vi skulle skrive en fælles grupperapport med en analyse af vore data. Også dette var en intens proces, men vi fik mulighed for at få en masse sparring med vores undervisere, og det var en god øvelse i, hvordan vejledning og forsvar (den endelige eksamen) er. Eksempelvis for dem der skal i gang med at skrive bachelor efterfølgende.

 

Jeg vil altid huske mødet med de kenyanske studerende, de lange diskussioner i min gruppe, middagsbordssamtalerne med underviserne og generelt de mennesker jeg mødte, gjorde et virkelig stort indtryk på mig.

Angående bacheloropgave efter SLUSE er mit råd til jer, fortsæt analysen på jeres data til jeres bachelor, lav en antropologisk problemformulering og brug det indsamlede materiale fra SLUSE!

 

 

Skriv til mig på min mail: negar.latifi@gmail.com, hvis du har spørgsmål.

De kærligste hilsner

Negar Latifi

 

SLUSE / ILUNRM is a field course focusing on theoretical and methodological approaches to interdisciplinary studies of natural resource management and rural livelihoods in developing countries. The course is running in block 3 and includes 2 weeks of supervised fieldwork in Kenya, Malaysian Borneo or Thailand.

 

The course is jointly organized by Department of Plant and Environmental Sciences, Department of Food and Resource Economics, Department of Geosciences and Natural Resource Management, Department of Anthropology at University of Copenhagen and Department of Environmental, Spatial and Social Change at RUC. The course welcomes students from many different disciplines. Deadline for enrolment for spring 2015, is October 10th 2014.

 

For more information, see: http://sluse.dk

 

 

Skriv en kommentar til indlægget

Klik på 'Tilmeld' hvis du vil modtage notifikationer når andre kommenterer